Læs her lidt om, hvad de største udfordringer for svage, udsatte og syge er på Frederiksberg. Det kan vi nemt gøre noget ved, uden det koster.

• Der er for mange vikarer i hjemmeplejen – det er utrygt hele tiden at få besøg af fremmede i sit hjem
• Der er for mange aflysninger i hjemmeplejen, eller de kommer meget for sent. Hele dagen kan blive afsat til at vente eller ringe og rykke for tidspunkt, for blot 30 min hjælp
• Det er yderst besværligt og en langvarig proces at søge et hjælpemiddel – ofte har borgeren brug for det her og nu for en værdig og fungerende hverdag, men kan vente år på sagsbehandling, der ofte skal i Ankestyrelsen. Vi har f.eks. set eksempler på 3 års sagsbehandling for et par specialbriller til 2500 kr. sagsbehandlingen oversteg langt over 1000% af dette beløb. At gøre dette mere effektivt, SPARER kommunen penge – det er ikke en udgift

• Der er upersonlig kontakt til kommunen, og den skifte hele tiden sagsbehandler, der skal starte forfra med at læse på sagen. Ineffektivt for kommunen – utrygt for borgeren
• Administration fylder ALT for meget for både borger og ansatte.
• Den syge/svage borger modtager i en svær situation uhyggeligt store mængder post i eboks, ofte dagligt, og det kan på få måneder bliver 1000vis af sider. Borgere udvikler angst blot for at åbne eboks.
• Mange svage borgere magter slet ikke at svare, og mange forstår ikke de omfattende forespørgsler
• Blot at svare på et brev, eller tage hjemmefra til kommunen kan være en stor kamp for de svageste.
• Mange svage borgere har svært ved at læse, formulere sig eller gøre brug af det digitale. Folk med hjernerystelser og hjerneskader, må nogle gange ikke bruge skærm eller læse. Mange af de svageste har ikke en computer og kun gamle mobiler og kan slet ikke tilgå eboks/mitID.

• Hjælpen skal ud til de svageste borgere, og der er penge at spare, ved at en socialrådgiver/borgerrådgiver står til rådighed på denne vis, fremfor at ansatte skal bruge endnu mere tid på rykkere, eller fordi borgeren ikke får svaret korrekt, og skulle lave nye breve og udsætte sagen. Igen, der kan spares penge – det koster ikke ekstra
• For mange svage samles i de samme bygninger – det skaber blot yderligere udfordringer og ofte utryghed.
• Det tager alt alt for længe før hjælpen kommer til borgerne. Vi taber mange borgere – det er netop i starten, der kan hjælpes mest og rettes op. Jo længere borgere er i forløb, desto dårligere er deres prognose.
• Ensomhed er et stort problem for mange svage. Vi skal være med til at skabe sociale ting – såsom fælles spisning, hvor folk lærer hinanden at kende.
• De absolut svageste, og f.eks. dem med angst, skal besøges hjemme – så de ikke isoleres helt

• Og endeligt, så er presset så stort fra systemet/kommunen, at mange MISTER store dele af deres arbejdsevne i forløbet, fremfor hjælpes. På Frederiksberg er der sågar talerige eksempler på borgere begår selvmord i ren desperation, fordi de ikke får hjælp og kun udsættes for pres fra systemet.
• Langt langt de fleste borgere vil gerne gøre en forskel, bidrage, at have noget meningsfuldt at stå op til.