Beskæftigelse, Erhverv og iværksætteri

Jobcentre, sygdom m.v.:

Frederiksberg skal være en foregangskommune. Ressourceforløb og andre lovgivningsbestemte tiltag, skal være meningsfyldte og reelt føre til noget. Det skal gerne ske i samarbejde med lokale virksomheder, behandlere og specialister indenfor relevante fagområder. Det skal ikke ende i opslidende årelange forløb, som vi ser nu – hvor borgeren ender langt svagere end da de trådte ind i systemet. Dette er i øvrigt direkte imod lovgivningen – borgeren må ikke stilles dårligere pga. kommunens håndtering.

Generelt skal kommunen arbejde sammen med alle relevante foreninger og organisationer, der er relevante for sagsbehandlinger. Store dele af jobcentret har brug for en total ny opbygning fra top til bund, så det bliver et velsmurt maskineri. Der skal også laves en grundig ekstern undersøgelse. De dele af jobcentret, der fungerer, skal bruges som lærdom for det øvrige. I dag er der alt for meget spildtid, for meget administration og for mange forløb og initiativer, der ikke gavner, fremfor at få folk på ret køl hurtigt. Der er ineffektivitet, og inhumane forhold. Dygtige ansatte flygter fra Frederiksberg pga. forholdene og at de ikke kan se borgerne i øjnene.

I sager om borgere vedrørende helbred, skal privatpraktiserende læger, fysioterapier, osteopater, kiropraktorer og andre behandlere i videst muligt omfang inddrages, og det skal sikres, det er behandlere kender borgeren, der er repræsenteret.

Det skal sikres at borgerne har mulighed for at få gavnlig behandling hos ovenstående, uanset deres økonomiske situation.

Socialudvalget kunne sammenlægges med Arbejdsmarkedsudvalget for at opnå en større synergieffekt og facilitere det tværfaglige samarbejde på tværs af kommunens afdelinger.  Det er to udvalg, der typisk ikke har lange dagsordener, og hvor der er sammenfaldende for mange problemstillinger og sager.

Særligt omkring hjernerystelser og hjerneskader: Der skal laves langt bedre forløb for de ramte, og pårørende. Der er næsten totalt mangel på forståelse og faglig indsigt som det er nu. Disse borgere kan med rette hjælp blive aktive, nyttige borgere igen.

Kommunen skal ikke sende post ud i e-boksen om fredagen. Borgerne kan gå med bekymringer weekenden over, uden at kunne få fat på de relevante personer, og særligt svage og udsatte kan blive påvirket med stress og på psyken af det. Vi ser nu gennem flere år, at kommunen sender meget ubehagelig eller tung post ud op til weekenden til borgerne, og vi ser endda også at der sendes post ud, f.eks. fra kontrolenhed og jobcentret, der afkræver lange svar, og dokumentation, lige op til ferier – såsom jul og nytår, hvor borgeren har frist lige efter nytår, og derfor skal bruge hele julen på dette, fremfor at have ro med familie, og skal indhente dokumentation fra læger m.v., der har lukket. Vi har også set mange eksempler på, at borgeren har bedt om mere tid pga. ferielukninger og pga. egen manglende kapacitet til at læse mange sider, og f.eks. har brug for at søge ekstern hjælp efter ferie – og der har kommunen afvist fristforlængelse helt uden rimelig grund.

Erhvervslivet:

Frederiksberg skal være en by, hvor det er attraktivt at være erhvervsdrivende, både for store, mellemstore og små virksomheder. Der skal mærkes en sammenhæng mellem vore uddannelsesinstitutioner og erhvervet. Der skal mærker synergi mellem erhverv og kommune; et tæt samarbejde skal skabes.

Vi skal ikke se butikker sættes til salg eller lukkes helt, fordi man har lukket store områder ned med årelange vejarbejder.

Hvid-Sten ønsker at lade lokale initiativer spire og give mulighed for, at udvikling også kan starte nedefra og indefra. Både indenfor det lokale erhvervsliv, men også i kommunens egne arbejdspladser. Derfor skal der støttes initiativer, der har til formål at nytænke praksis og omsætte den gode ide til konkrete handling.